Din lynguide til vask af moderne stofbleer
Her finder du en vaskeanvisning som er lavet i samarbejde med de største stofbleproducenter, som har gennemtestet hvordan man bedst muligt vasker bleer rene, uden at beskadige bleerne, ødelægge den vandtætte belægning (PUL/TPU) og undgår stripning (dybderens) i tide og utide.
Hold det enkelt og følg blot nedenstående tre trin:
1. SKYL BLEERNE
Læg bleerne i vaskemaskinen og giv dem et kort koldt skylleprogram. Dette trin er vigtigt for at skylle bleerne igennem og fjerne overfladisk snavs. Vi anbefaler koldt vand, da det er mere miljøvenligt og minimere samtidigt pletter. Det er ikke nødvendigt med vaskemiddel i dette trin. Det anbefales at tilsætte afkalkning, hvis du har hårdt vand.
2. HOVEDVASK
Vask bleerne på 60 grader på et langt vaskeprogram egnet til bomuld/naturlige tekstiler. Undgå eco, damp og pletfjerningsprogrammer. Dosér den fulde anbefalede dosis af vaskemiddel til meget snavset tøj og efter hårdheden af vandet. Du kan få en indikation om vandets hårdhed i det område på GEUS’ hårdhedskort. Tilføj en ekstra skyllecyklus til hovedvasken, hvis din maskine tilbyder denne mulighed. Det anbefales at tilsætte afkalkning, hvis du har hårdt vand.
3. TØR BLEERNE
Tør dine bleer i henhold til producentens instruktioner. Vi anbefaler at lufttørre bleerne, da det øger bleernes levetid og er bedre for miljøet. De fleste bleer kan dog godt holde til at komme i tørretumbleren på lav varme, hvis der ikke er tid og plads til lufttørring.
Vask og håndtering
Forstå vaskeprocessen
Det er ikke svært at vaske moderne stofbleer, stofbind og andet tilbehør. Desværre findes der rigtig mange vaskemyter om hvad du må og ikke må.
I bund og grund er der ét formål; at vaske de genanvendelige produkter rene så skånsomt som muligt. Næsten alle problemer med bleer såsom eksem/rødme, lugt og tidlig slitage på bleerne kan ofte spores tilbage til vaskerutinen.
Husk dog altid at tjekke den enkelte producents vaskeanvisning i forhold til garanti.
Valg af vaskemiddel
Det kan være en jungle af finde rundt i alle de forskellige typer vaskemidler. Hvis du har blødt vand, er det ofte ikke svært at vaske og få rene bleer, da vaskemidlet virker meget bedre her. Men er du en af de 90% som døjer med hårdt vand, er det super vigtigt at finde et godt vaskemiddel, som rengører bleerne ordentligt trods det hårde vand. Husk, at du kan altid få en indikation om vandets hårdhed i det område på GEUS’ hårdhedskort.
Vælg altid et flydende, parfumefrit vaskemiddel til kulørt tøj (aldrig til hvid vask, da det indeholder optisk hvid (blånelse), som ødelægger PUL belægningen på bleer).
Jeg vil anbefale dig, at vælge et vaskemiddel som er både “Svanemærket” og “Astma-Allergi (den blå krans)-mærket”.
Hvorfor flydende vaskemiddel og ikke pulver? Pulveret sætter sig i tekstilernes fibre, gør dem hårde over tid og det er svært at få alt vaskepulveret vasket ordentligt ud af bleerne. Pulveret er også svære at opløse i maskinen, og kan sætte sig om “klatter” i både vaskemaskine og tekstilerne. Det resulterer i, at bleerne ofte vil skulle strippes og det giver unødvendig slitage på bleerne.
Om dit vaskemiddel skal indeholde enzymer (mærker fra supermarkederne) eller være enzymfrit (mærker som Ulrich Natürlich, Sonett, vaskenødder og Ecoegg) er i virkeligheden en smagssag og hvordan hårdheden på dit vand er.
Dosering af vaskemiddel
Følg anvisningen til meget beskidt tøj og dosér efter vandets hårdhed; du skal ikke dosere halv mængde, når du vasker beskidte bleer - så bliver de simpelthen ikke ordentlige rene og der vil stadig være bakterier til stede, som vil kunne forårsage lugt, rødme/eksem mm.
Myten omkring at kun skulle dosere halv mængde vaskemiddel blev markedsført for mange år siden af nogle stofbleproducenter, som ikke havde forstand på vand, vaskemiddel og hvordan tekstiler opfører sig når de bliver vasket.
Det bygger altså på en myte, hvor der ikke er nogle videnskabelige beviser bag.
Når vaskemidlet og vandets hårdhed ikke passer sammen, sker der flere ting ved tekstilerne over tid:
- Bleerne får aldrig den rensning og rengøring de har brug for - og dette er vigtigt, når det er ammoniak og colibakterier der skal vaskes rene.
- Når du bruger forkert vaskemiddel, vil afføring, ammoniak, vaskemiddelsrester og mineraler ophobe sig i tekstilerne.
- For lav dosering af vaskemiddel sænker ophobning af vaskemidlet over tid, men sænker ikke ophobningen af de andre ting; afføring, ammoniak og mineraler vil stadig ophobe sig i bleerne. Her vil du ofte opleve dårlig absorberingsevne, lugtgener og rødme/udslæt ved barnet.
Når du bruger et ordentligt vaskemiddel, korrekt doseret efter vandets hårdhed, vil du opleve, at bleerne vaskes ordentlige rene uden lugtgener, rødme/udslæt hos barnet eller dårlig absorberingsevne.
Forstå enzymer i vaskemidler
Vaskemidler købt i supermarkederne indeholder i dag enzymer. Enzymer er proteiner, som hjælper med at fjerne pletter fra stivelse, protein, liptider/fedt og cellulose. Dog er disse enzymer kunstigt fremstillet og kan give en hudirritation, hvis de ikke er vasket ordentligt ud af bleerne.
Alternativt findes der enzymfrie vaskemidler som indeholder andre vaskeaktive stoffer. Ofte er de helt uden kunstige tilsætningsstoffer og andet kemi. Eneste minus her er, at mange af dem ikke vasker ordentligt rent, når vi taler om colibakterier.
Det anbefales på det stærkeste ikke at vaske med Ecoegg eller sæbenødder til stofbleer (til almindelig vasketøj er det fint), da vaskeresultatet simpelthen er for dårligt og bleerne vil hurtigere gå i stykker / se meget slidte ud, da bakterierne her “spiser” tekstilet.
Natrium percarbonat, optisk hvid (blånelse) og andre opløsningsmidler
Natrium percarbonat (fleckensalz) er et fantastisk produkt til at fjerne pletter fra tøjet. Problemet er blot, at det på sigt ødelægger PUL/TPU belægningen i bleerne samt gør elastikker møre og slappe.
Det anbefales derfor ikke at du anvender nogle former for opløsningsmidler (natrium percarbonat, soda, natron) samt klor, fluorid og optisk hvid (blånelse) når du vasker bleer.
Skyllemiddel er også et no-go, da det danner en hinde på bleerne, som forringer sugeevnen - og parfume og syntetisk kemi er ikke smart at have i forbindelse med barnets sarte hudområder.
Eddike, mælkesyre og andre kalkfjernere
Det er meget anbefalelsesværdigt at bruge noget afkalkning når du vasker moderne stofbleer. Tilsæt altid afkalkning i skyllemiddelsrummet - hvis du tilsætter det i sæbeskuffen neutraliserer du sæben og den mister derved sin virkning.
- Via urinen udskiller vi ammoniak som er en base. For at neutralisere basen skal vi bruge syre. Derfor er klar husholdningseddike eller mælkesyre stærkt anbefalet.
- Neutraliserer vaskemiddelsophobning i bleerne (vaskemiddel er en base, hvor afkalkning er en syre = de neutraliserer hinanden. Derfor skal du tilsætte afkalkningen i skyllemiddelsrummet).
- Fjerner kalk fra vandet så bleerne ikke bliver stive
Jeg vil anbefale dig at vælge Ulrich Natürlich’s afkalkning med mælkesyre, hvor du skal bruge ca. 30 ml (et snapseglas) i skyllemiddelsskuffen.
Læs om mælkesyre, husholdningseddike og hvorfor du IKKE skal vælge afkalkningtabs!
Eddike og mælkesyre er begge såkaldte svage syrer, og dermed begge gode til at neutralisere den stærke basiske kalk.
Eddikesyre kan dannes ud fra ethanol ved oxidation af eddikesyre bakterier. Det har bruttoformlen C2H4O2 og er en mono-valentsyre, dvs. den har et brintatom, som den kan anvende til at neutralisere kalk, som er en di-valent base. Det betyder, at der skal to brintatomer til for at neutralisere et kalk molekyle, altså to eddikesyre molekyler for at neutralisere et kalk molekyle.
Mælkesyre findes bl.a i mælk og dannes af mælkesyre bakterier. Mælkesyre har bruttoformlen C3H6O3 og er en di-valent syre, dvs. den har to brintatomer, som kan bruges til at neutralisere kalk, altså skal der kun bruges et molekyle mælkesyre for at neutralisere et molekyle kalk, og derfor kan man godt sige, at mælkesyre er mere effektiv end eddikesyre.
Almindeligt husholdningseddike indeholder ca. 4-5% eddikesyre, mens Ulrich Natürlich’s afkalkning indeholder 45% mælkesyre.
Det giver jo også en forskel - dels er koncentrationen af syre 10 gange højere i afkalkningen fra Ulrich Natürlich og dels er mælkesyre dobbelt så effektiv som eddikesyre, så alt i alt er mælkesyre rundt regnet 20 gange mere effektiv end husholdningseddike, eller sagt på en anden måde; der skal bruges ca. 20 gange så meget eddike end mælkesyre for at fjerne samme mængde kalk. Husholdningseddike har en stærk lugt, hvor mælkesyre er meget lugtsvag.
Begge er let biologisk nedbrydelige.
Hvis du vælger husholdningseddike, skal du altid vælge den klare version, som er uden sukker! Den brune husholdningseddike lægger en belægning på både vaskemaskine og bleer samt fodrer bakterierne med sukker, som de jo lever af. Vælg derfor altid den klare version.
Både mælkesyre og klar husholdningseddike har en pH værdi på ca. 2.
Afkalkningtabs (såsom Kalkvæk, Minuskalk mm.) indeholder polycarboxylater.
Polycarboxylater er typisk polyakrylsyrer, som fremstilles ud fra akrylsyre (som er kræftfremkaldende). Det er polyakrylater dog ikke, men der er en potentiel risiko for, at der er noget frit akrylsyre tilbage i polyakrylaterne. Det er desuden rent syntetisk kemi, og langt fra naturligt. Der findes dog også andre polycarboxylater end dem, som er fremstillet ud fra akrylsyre, men da de er dyrere at fremstille, er det oftest ikke dem producenterne bruger i disse tabs.
Polycarboxylateren er uopløselige i vand og ender i rensningsanlæg i spildevandsslammet, og nedbrydes formentlig ikke i særlig stor udstrækning. De spredes derfor med spildevandsslammet på marker mm.
Stripning af bleer
Stripning af bleer er en videnskab og her er ikke ét endegyldigt svar. Det handler nemlig først at finde årsagen til hvorfor du mener bleerne skal strippes.
Hvad betyder stripning af bleer egentlig? Det betyder, at bleerne bliver rengjort for eventuelle sæbe- og kalkrester, ammoniak ophobning og lignende. Som oftest vil bleerne betyde at lugte, suge dårligt og måske også give rød numse med bleudslæt.
Læs afsnittet "Stripning af stofbleer" for at få svar.
Rengøring af vaskemaskinen
Det anbefales at rengøre din vaskemaskine 1 gang om måneden.
Tag sæbeskuffen ud og rengør den grundigt. Vælg et vaskeprogram over 70 grader og vask med en tom tumble. Gentag oftere hvis nødvendigt.
Opsummering
Sæbeskuffen: Vælg et godt vaskemiddel, gerne et som er både Astma-Allergi samt Miljømærket. Følg producentens vaskeanvisning. Tilsæt ikke natrium percarbonat eller andre opløsningsmidler, da de ødelægger både PUL/TPU belægningen samt gør elastikker møre og slappe. Garantien vil som oftest forsvinde (tjek med den enkelte producent).
Skyllemiddelsskuffen: Tilsæt mælkesyre (Ulrich Natürlichs afkalkning) eller klar husholdningseddike (aldrig den brune, der er sukker og e-numre i). Syren hjælper med at bekæmpe ammoniak ophobning, sæberester samt kalk i vandet. Det er vigtigt, at det bliver tilsat skyllemiddelsskuffen, da det ellers bliver neutraliseret af sæben og herved mister sin virkning.
Stofbleer med PUL/TPU anbefales at hængetørre, da tørretumbling kan beskadige PUL belægningen. Stofbleer uden PUL/TPU kan både hængetørres eller tørretumbles ved lav temperatur.
Vær obs på, at tørretumbling forkorter bleernes levetid.
For helt nye stofbleer i naturmaterialer anbefaler jeg, at du lægger bleerne i blød i koldt vand i 12-24 timer, for at øge sugeevnen. Vask dem herefter normalt sammen med dine andre stofbleer. Efter et par ganges brug er sugeevnen helt optimal.
Pletter? Lad stofbleerne, stofbindene og andet tilbehør (ikke uld eller silke) tørre udenfor i sollys. Solen bleger naturligt pletter uden brug af kemi.
- Lanolinbehandling
Det er vigtigt at lanolinbehandle dine uldcovers / uldblebukser, så de holder tætte og ikke lugter.
Hvis de ikke holder tætte efter første behandling, kan du give dem en tur mere.
Alt uld vaskes hvis det rammes af afføring. Ellers er det ikke nødvenligt at vaske dem særlig tit, hvis de blot bliver luftet mellem brug. Hvis du begynder at have problemer med lækager, så er det tid til at give en lanolinbehandling igen.
Du kan vælge at lanolinbehandle på to måder;
- Ulrich Natürlich har lavet en lanolinkur, som på forhånd er blandet for dig. Dette skal blot tilsættes til noget varmt vand og uldet ligges i blød heri. Du finder produktet her.
- Ren lanolin som du selv blander med varmt vand og parfumefri shampoo - se opskrift herunder.
Opskrift
- Nyvaskede uldcovers/uldbukser
- 1 balje med varmt vand
- 1 tsk. ren lanolin
- ½ - 1 tsk. mild, parfumefri shampoo
- Kom lanolin og shampoo i en lille skål og hæld kogende vand over. Rør rundt indtil lanolinen er helt opløst.
- Fyld din vask eller en vaskebalje med varmt vand fra vandhanen og tilsæt herefter din lanolinblanding.
- Vend de rene uldbukser/uldcovers med vrangen udad (fordi vrangen har brug for at være mest vandtæt) og kom dem ned i det varme vand med lanolin. Sørg for at ulden er dækket af vandet - læg evt. noget over, som holder dem nede (f.eks. en skål)
- Lad ulden ligge i vandet i ca. 4 timer (en god tommelfinger regel er indtil vandet er blevet koldt).
- Vrid vandet ud af ulden ved at folde dem - de må ikke vrides som en karklud, da det kan ødelægge uldens struktur og facon.
- Brug et rent håndklæde, læg ulden fladt herpå og rul nu håndklædet sammen med ulden indeni, så vrides det sidste ekstra vand ud og de vil tørre hurtigere.
- Lad ulden tørre liggende - og ikke i direkte sollys!
- Uldbukserne/uldcoversene er nu klar til brug!
- Stripning af stofbleer
Stripning af bleer er en videnskab og her er ikke ét endegyldigt svar. Det handler nemlig først at finde årsagen til hvorfor du mener bleerne skal strippes.
Hvad betyder stripning af bleer egentlig? Det betyder, at bleerne bliver rengjort for eventuelle sæbe- og kalkrester, ammoniak ophobning og lignende. Som oftest vil bleerne betyde at lugte, suge dårligt og måske også give rød numse med bleudslæt.
Hvad er årsagen til at bleerne skal strippes? Oftest vil du finde problemet i din vaskerutine, og ved små justeringer, kan du undgå stripning fremadrettet. Men hvad så nu, hvor problemet er opstået? Lad os se på de forskellige årsager og herefter løsninger hertil.
- Bleerne lugter efter vask
- Barnet får rød numse og bleudslæt
- Bleerne suger dårligt og har mange lækager
- Natbleerne lugter af ammoniak
- Bleerne er stive som et bræt
Når du skal strippe dine bleer, er det vigtigt, at de er helt rene. Start derfor med at vaske dem som du normalt plejer ved 60 grader. Herefter kan der komme nogle forskellige metoder i brug, alt afhængig af, hvilket problem du står overfor.
- Hvis bleerne lugter når de er helt nyvasket, så giv dem endnu en vask ved 60 grader (ikke-PUL dele kan sagtens tåle en vask på 90 grader i ny og næ). Tilsæt gerne lidt afkalkning i skyllemiddelsrummet. Proceduren kan gentages om nødvendig.
- Hvis barnet får rød numse og udslæt, kan der være flere faktorer der skyldes problemet. Start med at prøve at bruge staydry indlæg, så barnets numse ikke er i direkte kontakt med en våd ble - og husk, at skifte bleen ofte. Staydryindlæg fåes både i polyesterfleece, silke og uld. De to sidstenævnte er naturlige staydry materialer, som også har en antibakteriel effekt. Specielt til nat kan jeg anbefale at bruge silke eller uld. For bleerne kan jeg anbefale dig, at strippe dem som punkt 1 eller 4.
- Hvis bleerne pludselig suger dårligt og du oplever mange lækager, skyldes det ofte, at der er en ophobning af sæbe, cremerester eller lign. Start derfor med at vaske alle rene bleer ved 60 grader uden vaskemiddel, men med afkalkning. Bleer har med stor sansynlighed brug for, at ligge i blød i afkalkning i 6-8 timer, for at fjerne overskydende sæberester. Sæbe er nemlig en base, hvor afkalkning er en syre, derfor modvirker de hinanden. Tag en stor balje eller babybadekar med varmt vand, tilsæt ca. 250-300 ml afkalkning med mælkesyre fra Ulrich Natürlich heri og rør rundt. Lad dem ligge og vask dem herefter på 60 grader i maskinen uden noget sæbe, men med afkalkning i skyllemiddelsrummet.
- Hvis dine natbleer lugter stærkt af ammoniak betyder det som oftest, at bleerne ikke bliver rengjort grundigt nok under vask. Selvfølgelig vil natbleer altid lugte mere end dagsbleer, da de er på i rigtig mange timer, og urinen ofte er mere koncentreret når barnet sover (da barnet ikke indtager samme mængde væske som i dagstimerne). Tag en balje / babybadekar med varmt vand og tilsæt ca. 400-500 ml afkalkning med mælkesyre fra Ulrich Natürlich heri og rør rundt. Lad dem ligge i ca. 8-10 timer (ikke-PUL dele). Vask dem herefter i maskinen på 60 eller 90 grader, alt afhængig af, hvad de kan holde til.
- Hvis bleerne er godt stive (oftest er dette et problem for naturmaterialer) er der et par tricks til at gøre dem mere bløde. Sørg for, at du altid husker afkalkning i skyllemiddelsrummet når du vasker, så kalken ikke binder så lige så nemt i tekstilerne. Sorter bleerne, så du kun har alle ikke-PUL delene og læg dem i blød i afkalkning natten over (samme procedure som punkt 4). Vask dem som normalt og giv dem en kort tur i tørretumbleren (husk, kun ikke-PUL dele!), for at "slå kalken i stykker". Fremadrettet når du hænger bleer op, er det en god idé, at trække i hver ende af dem, så du "slår kalken i stykker". Selvom du bor et område med hårdt vand, er det stadig muligt at have bløde bleer til din baby. Hvis de forbliver hårde og ru, skal du have ændret i din vaskerutine. Læs og forstå vaskeprocessen samt gode råd dertil.
Undrede du dig over, at det ikke på noget tidspunkt bliver anbefalet at strippe med natron? Natron er en base, vaskemiddel er en base, ammoniak er en base. Så praktisk talt, opnår du ikke noget resultat ved at tilsætte en base til en base, det kan endda i nogle tilfælde forværre problemet, så ophobningen herved bliver større. For at neutralisere en base, skal du tilsætte en syre. En syre i naturlig form er mælkesyre eller eddike. Det er dét vi kalder for afkalkning.
- Håndtering af afføring
Hvad gør man med afføringen i stofbleer, når de nu skal vaskes og ikke smides ud?
Det er super enkelt og kræver ikke særlig meget "beskidt arbejde". Der findes f.eks. blepapir som hjælper dig rigtig meget, så du ikke selv skal stå og tørre afføringen ud af bleerne. Læs herunder hvad du gør med afføringen.
Mælkebæ (ca. 0-6 mdr.)
Når babyer bliver fuldammet / får flaske uden andet mad, er al afføring vandopløsligt. Det betyder, at du ikke behøver at bekymre dig om at fjerne afføringen inden vask. Du smider blot bleen i din wetbag og vasker den hver 2. - 3. dag, som du plejer.
Vil du alligevel gerne undgå de gule pletter eller afføring i bleen, kan du i stedet vælge at bruge papirsindlægget fra Disana (som ved tis kan vaskes 3-5 gange sammen med dine bleer, ved afføring smides det ud i en skraldespand).
Madbæ (ca. 6 mdr.+)
Så snart barnet begynder på mad, uanset om det er overgangskost i form af grød og mos eller i starter med BLW, skal afføringen fjernes fra bleen, så snart der begynder at komme noget mad igennem tarmene. Hvis barnet er startet på mad, men ikke får noget ned, vil afføringen eller ikke ændre sig og samme princip gælder som for mælkebæen.
Men så snart afføringen begynder at ændre sig, er den ikke længere vandopløselig og skal fjernes fra bleen inden den smides til vask. Du kan gøre dette på forskellige måder:
- Bruge blepapir til at fange afføringen med. Ved tis kan vaskes 3-5 gange sammen med dine bleer, ved afføring smides det ud i en skraldespand.
- Fjern afføringen med toiletpapir
- Skylle bleen ned i toilettet med skylle-knappen, husk dog at holde godt vask i bleen!
- Har du et bidét, kan du bruse bleen fri for afføring
- Opbevaring af beskidte bleer
Når dine bleer er beskidte - uanset som det er tis eller afføring - opbevares de i en wetbag, som er en vandtæt og lufttæt pose, som vaskes sammen med bleerne. Hvis du har plads, kan du også vælge at have en spand med en pail liner i (en meget stor wetbag). Det er super smart og praktisk, hvis man har pladsen til det!
Hvis du er på tur
Når du er ude, opbevares de beskidte bleer i en wetbag, som du kan tømme over i din store wetbag når du kommer hjem. Hvis der er afføringsbleer, kan du sagtens opbevare disse og rengøre dem når du kommer hjem. Husk blot at rengøre dem inden de smides til vask, hvis dit barn ikke bliver fuldammet. Se mere under "Håndtering af afføring".
Det er vigtigt, at du vasker dine beskidte bleer hver 2. - 3. dag, da urinen og afføringen ellers vil tære meget på bleerne over tid og de vil blive meget svære at vaske ordentlig rene.
- Nye bleer - vask første gang
Du har købt nye bleer - men hvordan optimeres sugeevnen fra start og hvordan vaskes de?
Nye bleer har brug for at ligge i blød i koldt vand i 12-24 timer inden første vask, for at øge sugeevnen. Det er samme princip som med nye håndklæder - alle tekstilets fibre skal "mættes". Ellers vil du opleve, at bleerne ikke suger ordentligt fra start.
Når bleerne har lagt i blød, vaskes de blot sammen med dine andre bleer. Læs afsnittet "Vaskeanvisning og forklaring".